Elicia Edijanto’s altergang

Børn, ulve og elefanter

Titel:
Børn, Ulve og Elefanter
Kunstner:
Elicia Edijanto

Dengang da vi var børn, da var vi mindre distanceret fra verden. Som vi tror at vi kommer længere ind i den, dets længere kommer vi fra den. Som verden bliver større, blive den også mindre. Nietzsche snakkede om den spirituelle metaforse som man går igennem livet. Kamel, løven og barnet. Barnet er her det højeste stadie, på samme måde som condoren er det højeste i Andeskulturene i Sydamerika: slange, jaguar og så Condoren. Tager man hans primordiale billede med af ørnen med slangen om sin ben som den flyver højt, bliver det endnu mere interesant. Men det er et puzzlespil der stadig mangler at blive løst. Tilbage til barnet.

Som barn er man præget allermest af nysgerrighed, over alle kvaliteter. Ligeså er intet endnu blevet konceptualiseret, ikke puttet i bokse endnu. Alt er forbundet med hinanden, intet er endnu blevet separeret. Alt af interesse, alle fænomener, alle objekter, alle subjekter, alt står på lige fod, alt har den samme værdi. Intet eller ingen er mere værd end andet eller andre. Som barn er man guddommelig. Som barn er man primitiv. At være primitiv er at være guddommelig. Så lad os rive vanitien fra vores væsen og lade den blive ædt af æteren.

Kamelen spørger: “Hvad er det så, der da er tungest? Lad mig knæle ned, og tage det på mig. Lad mig fryde mig over min styrke.” – Er det da smerte, sejr, filosofisk og eksistentielt mørke, vi her er stolte over at bære, selv når det får os i knæ af dets vægt? Kamelmanifestationen har sit virke, men transcendere vi deen ikke i tide, til at blive en løve, da vil stoltheden transformere sig til bitterhed, foragt og håbløshed.

Men hvad er løven så da? Løven er kongen og dronningen af savannaen. Den er væsenet der træder let over eksistens tæppe; den er væsenet hvis hele lov er viljen selv. Men dragen vil komme fra tid til anden og skrige intenst af løven: “DU SKAL!”, og hvorvidt løven forbliver en løve, afhænger af måden hvorpå den skriger tilbage: “Jeg vil.” – Vil man hvad man vil? Eller vil man hvad man skal?

Hvordan bliver man så endelig det guddommelige barn igen? Sådan snakkede Zarathustra. Det er mit eneste fingerpeg, for nu skal vi snakke om kunstneren hvis billeder foroven inspirere det lille tekststykke her.

Elicia Edijanto er en kunstner fra Indonesien, hvis malerier afbilleder små sårbare børn i perfekt altergang med enorme væsener: Vilde elefanter, akutte ulve og fremtrædende majestætiske bjørne. Men der er ingen frygt, ingen separation. Blot børn i en drøm. Det naturlige og inherente forhold børn og dyr imellem. Edens have hvis stadie stadig hviler i os selv. Hun fanger det perfekt.

@eliciaedijanto