Nicola Cruz – Colibria

Usammenligneligt Sydamerikansk Elektro

Titel:
Colibria
Musiker:
Nicola Cruz

Det er kantet, ja for fanden. Kantet som stjerner med stråler der lyser mod uendeligheden.

Nicola Cruz er en ecuadoriansk elektronisk-musikker der på mange måder perfekt indkapsulerer sydamerika i anden kvartal af det 21. århundreder. Hvad hans musik synes at gøre, er at balancere sig perfekt der imellem kræfter: dybt cementeret i rytmik, men med en melodi der er flygtig, konstant uden for rækkevidde, foran én. Det er en intim rejse igennem mørke men skinnende jungler, tætte skove tildækket i tåge og bjerge hvis toppe knap kan anskues, til tider slet ikke.

Nicola Cruz’s musik, og især den her sang, Colibria, fremkalder følelsen af trance og en rolig initiering ind i kaos som er trygt omfattet af en tyk væg af orden. Der hvor det er okay at slå sig løs. Tag så lige et sekund og overvej betydningen af den talemåde: “At slå dig løs.”.

Der hvor det er okay at hoppe ud af sine vaner, ud af verden og ud i det ukendte; ud af tryghed og komfort. At hoppe igennem til den anden side.

Kortere sagt, det er en adoptering af hans land, hans folk og hans forfædres; af traditioner og mystik.

 

LYRICS:

Cuenta la historia
de una niña
que nació del volcán
que nació del volcán,
no le tiene miedo a nada,
no.
Apenas aprendí a caminar,
me dejaron solita
en la cascada.
Dime que color tú ves,
dime qué color tú ves;
dime si este es amarillo,
dime si este es azul.
Yo no entiendo nada,
todo tiene nombre,
yo no entiendo nada,
todo tiene nombre.
Me convierto en agua,
me convierto en ola
y en agua salá’
yo vo’ a nacer.
Vamos todos descalzos,
voy metiendo mis piernas,
yo me hundo en el musgo,
voy nadando en la tierra,
voy juntando mis raíces.
Se me juntan
los brazos
las piernas
los hombros
los ojos
la nariz,
la lengua
las…
la lengua
las sienes
el cráneo,
y la nuca la siento.
No me toques la rodilla,
no me pises las plantas
no me toques el párpado.
Apenas aprendí a caminar,
me dejaron solita
en la cascada.