Om Augmenteret Virkelighed

Det er tid til at male vores have

Emne:
Augmented Reality
Kortfilm:
Hyperreality
Skaber:
Keeichi Matsuda
Tekst af:
Patrick Mischar-Olsen

Ligesom at Aldous Huxley’s Brave New World, Dave Eggers’s The Circle, og George Orwell’s 1984, illustrerede verdener for os som vi ikke ønsker, som advarsler. Ligeså forstår jeg den ovenstående kortfilm Hyperreality fra Keiichi Matsuda, som den Augmented Reality vi ikke ønsker os. Den er ligeså en advarsel.

Den poetiske fantasievne beriger virkeligheden, det har den altid gjort. Vores allerede etablerede forestillinger om verden, farver den verden som vi faktisk perciperer. Det er vores kreative-kognitive faciliteter der bestemmer, hvorvidt en sådan verden er fyldt med magi, eller om den er fyldt med dyster mørke.

Når man snakker om en augmenteret virkelighed, er det værd at bemærke ordet ‘augmented’, altså ‘forstærket’ eller ‘forhøjet’. Den Store Danske definere ‘augmentere’ som “At bringe til at vokse”. Det har en impliceret positiv værdi.

Scenariet, eller verden, som Keiichi Matsuda viser os i hans kortfilm Hyperreality, synes dermed ikke at falde i trit med en sådan definition.

Men Keeichi Matsuda betegner da heller ikke en sådan virkelighed som en augmenteret virkelighed. Han kalder det hyper-virkelighed.

Den teoretiske navngiver af begrebet hyperreality, den franske sociolog og filosof, Jean Baudrillard, forstår selv konceptet som noget i den virkelige verden, der ændrer hvordan den virkelighed opfattes indeni individet. I semiotik og post-moderne tænkning er hyperreality en manglende evne i bevidstheden, til at adskille virkeligheden og en simulation af virkeligheden. Altså en tilstand hvor hvad der er virkeligt og hvad der ikke er virkeligt, blandes så godt, at det bliver næsten umuligt at påpege hvor den ene ender og den anden starter. Det er idealet med Augmented Reality.

Det ultimative simulacrum.

Men hvad er virkeligheden? Hvad er fantasi i forhold til virkeligheden?

Et digt er nok til at belyse os:

“Manden bøjede sig over sin guitar,

En mand af en slags. Dagen var grøn.

De sagde, “Du har en blå guitar, du spiller ikke tingene som de er.”

Manden svarede, “Tingene som de er, er ændret med den blå guitar.”

Og de sagde så, “Men spille, det må du, en melodi udover os, men dog os selv,

En melodi på den blå guitar,

Om tingene præcis som de er.” “- Wallace Stevens.

Imellem fantasi og virkelighed, det er der at vi har kunst, og det er der at vi har Augmented Reality.

Måske er det sådan, at virkeligheden, eksistensen, universet, whatever, ikke kun gror udad, men ligeså indad.

Mange en filosof, inklusiv syfilisagenten Friedrich Nietsche, ser barnestadiet som det ufiltrerede stadie. Det stadie man skal søge at vende tilbage til, så at man kan se virkeligheden som den er. Nietsche selv betragter dog også dette stadie som det guddommelige stadie. Men, hvis det at være et barn er at være guddommelig, implicerer det så ikke at man skaber noget, at man skaber sin virkelig? Altså, ikke at man som solipsistisk vidunder skaber hele spillet fra ingenting, men at man remixer det allerede skabte med sin egen nyskabelse af virkeligheden.

Altså, at man augmentere virkeligheden med sin egen indre poesi.

Det er da også sandt, at man allerede når man først åbner øjnene for første gang, straks går igang med at farve virkeligheden med sine øjne, ører og det resterende virvar af tilgængelige sanseapparaturer.

Som vi gror, gror ligeså vores evne til skabe virkeligheden på ny. Først fik vi et glimt igennem planternes bevidsthed: Den primordiale alternative og/eller augmenterede virkelighed; en alternativ bevidsthed.

Så udviklede vi vores lingvistiske evner, og her kom medhørende som tilbehør, evnerne til at fortælle historier: Alternative og/eller augmenterede virkeligheder vi skaber med vores hjerner.

Fantasiens rige. Forestillingens verden.

Jep.

Vores instrumenter bliver fintunede som universet uendeligt bevæger sig mod sit crescendo. Vores evner til at fortælle historier raffineres eksponentielt – the singularity is near.

Først var det mytologi, så poesi, musik, film. Nu befinder vi os et sted hvor at døren til en ny episk historiefortælling åbner sig for os.

Vores historier har altid krævet en undfangelse af en sådan historie i vores hjerner, en poleret evne til at fortælle historien, og så en villig lytter til selv at genskabe fortællingen i deres egen fantasifelt. Forestillingens verden er noget der altid kun har eksisteret inde i os selv. Med film og spilmedierne blev forestillingerne eksternaliseret til objektholdere udenfor os selv. Nu træder Augmented Reality så ind på scenen, og forbinder virkeligheden udenfor os selv med den virkelighed vi finder indeni os selv.

For 200 år siden erklærede Voltaire i sin Candide, at vi må tage os af vores have. Nu er det blevet tid til at male den have.

Det kan vi gøre digitalt med augmented reality.

Det er én mulighed, og det er en fucking god mulighed.

Men der er mere.

ARTIKEL LINK HER OMKRING AT ÆNDRE VERDEN OG GØRE DEN BEDRE VED BRUG PERSUASIVE DESIGN I EN AUGMENTED REALITY KONTEKST