Petecia Le Fawnhawk

En sjælfuld og surrealistisk virkelighed

Kunstner:
Petecia Le Fawnhawk

Kunstneren Petecia Le Fawnhawk er defineret af hendes fabelagtige surealistiske kunstværker og hendes fotografi, hvilket ligeså meget kan hævde ejerskab over det ophævede udtryk kunst, som hendes “egentlige” kunstværker. Personligt synes jeg hendes fotografier har mere at sige. Med syn på hele pakken af hvad hun er – intellektuel, smuk, enormt kreativt fri, stillet, æstetisk vel-perciperende – ser jeg hende som mere end kunstner. Et ikon.

Til tidsskriftet House of Citrine fortæller hun, at hun voksede up ret meget uden midler og i et ret så ustabilt miljø, “…Jeg tror at transcendensen igennem min kunst blev opdaget af mig i en tidlig alder, som en evne til at befrie mig self fra rammerne af omstændighederne, jeg befandt mig selv I. Jeg opdagede at jeg kunne gøre mine fantasifyldte drømmeverdener mere virkelige igennem skabelsen af kunst.”.

Om hendes kreativitet fortæller hun at kreativitet, simpelthen bare, er hendes “vitale livskraft. Det er til, fordi at jeg er, og omvendt. Jeg tror ret meget på at jeg er skaberen af min iagtagelse og opfattelse af virkeligheden, og jeg skaber den til at være så kedelig eller så storslået som jeg vælger at gøre den til. Jeg plejer at skabe det sidstnævnte mest. Jeg er draget til det mystiske… Inspireret er jeg, af ældgammel viden, surrealisme, filosofi, metafysik, videnskab… kreativitet er uforklarligt og udefinerbart i viljen til at udtrykke sig selv. Det udtrykker det ubegribelige og klargører forholdet imellem de dybeste spirituelle længsler og skabelse. Igennem kreativitet får vi en forståelse af virkelighedens natur og vores sted i universitet.”

Hvad det her umiddelbart forekommer – filosofi og kunst imellem – synes at være, at Petecia Le Fawnhawk egentlig tager virkeligheden, som oplevet gennem hendes sansesystemer, tager den og transformerer den så at den virkelig bliver hendes egen. Subjekt i stedet for objektiv.

Men er virkeligheden egentlig ikke altid det? Subjektiv. Det fornemmes at ørnen, fluen og aben oplever tingene en del anderledes hver især. Selv fra én ørn til en anden er det nok heller ikke helt det samme. Petecia Le Fawnhawk bruger dog teknologien fremfor systemerne givet os ved fødslen. Den menneskelige metode kalder jeg den. Du er velkommen til at bruge det udtryk, jeg har lige selv opfundet det. I hvert fald er hendes kunstværker some strange shit. Jeg elsker det.

Hun beriger os atter med guldkornene fra hendes sind: “Jeg udforsker mikro/makro dimensionerne i naturen. Prøver at forstå sproget i dets design. Alt som menneskeheden nogensinde har designet var først designet af naturen. Fibanaccikoden og den gyldne ratio er fundamentet for vores opfattelse af æstetik. Energi (lys og farm) og dets effekter på vores tanker og følelser. For at opleve det store mysterie, at søge absolut sandhed og forbindelse til det immaterielle som trandenscerer os fra det ordinære til det udenjordiske i de simpleste af øjeblikke. Min vision er fortællinger om denne udforskning og oplevelse… Min kunst er et udtryk for dem.”