Skønheden af sort/hvid

Jean Pierrot's sensuelle fotografier

Fotograf:
Jean Pierrot
Hjemmeside:
http://jeanpierrot.com

Sort er Landet uden lys

Der findes hvid skønhed, sort skønhed, og nu snakker vi ikke engang om farver.

Snarere snakker vi ideen om sort og hvid. Om de absolutte kontraster.

Sort er landet uden lys.

Uden sort kan lys ikke være.

Uden dets modsætning er et virkelighedselement alting, og dermed, så, ingenting. De smukkeste mønstre og symboler omfavner dualiteten.De smukkeste ideer fører kontrasterne sammen, så at en sum større end dets bestanddele opstår.

De mest ubehagelige søger at skille dem fra hinanden.

Når vi ser sort og hvid fjerner vi distraktionerne fra hvad der virkeligt er essentielt, vi koncentrerer os om substansen. Når vi er foruden farver, ser vi tingene meget simplere. Det giver logisk mening. Når vi transcendere farver, transcendere vi det overfladiske.

”Når du fotografere mennesker i farver, fotograferer du deres tøj. Men når du fotograferer mennesker i sort og hvid, fotograferer du deres sjæle!” – Ted Grand, fotograf.

Sagen kan også blive lagt for om kunst overhovedet er til, for at genproducere virkeligheden, end om kunst er til for at skabe en virkelighed med samme intensitet. Alberto Giacometti sagde noget i den dur.

Hvad er det der bliver emitteret fra Jean Pierrot’s billeder? Hvad er det som de får dig til at føle?

når man løber efter den, så flyver den væk…

Det er så undvigende en følelse, at er det som en fugl, når man løber efter den, så flyver den væk.

Men nærmere man sig den stille, nærmest overgiver sig selv til dens majestæthed, så lader den sine fjer blive følt. Men så snart du intellektuelt overvej dens eksistens, forlader den dig så hurtigt igen.

Det er lidt på den måde at jeg mærket Jean Pierrot’s fotografier. Jeg kan graspe at det er noget sensuelt, noget glamourøst og noget feminint. Men der er mere end det i det. Der er en utrolig behændig følelse for hvornår elementer af vores væren ønsker at udtrykke sig. Han ved hvornår sort og hvid er til gavn for den æstetiske oplevelse og hvornår det ikke er.

Det er vel lidt den samme følelse som når en kvinde af højeste ynde valser nær i ens periferiske atmosfære, alle tanketog mister deres larm og betydelighed og øjeblikket står stille, som var man er givet noget der er mere end æstetisk, mere end himmelsk, bare ved nærværet af sådan slags skønhed. Æterisk ynde, kalder jeg det. Men det er næsten et blændværk, for det ligner at billederne er taget i 1960erne, men fotografen Jean Pierrot er kun 20 år gammel, så det kan vidst ikke være.

At fange sådanne følelser på kamera ikke en gang, men her tydeligvis mange gange, må næsten være at være blevet begavet med et guddommeligt øje.

At forstå det sammenlignelige ved kattedyrene og det guddommelige kvindelige og krystallisere det i tid og rum .

Der er betydeligt mere at sige om hans fotografier, men ordene fejler mig, og følelsen er flygtende, tja, undvigende. Derfor må det være op til beskueren selv, her, at artikulere noget genialt. Tao? Der er i hvert fald hintet af en 1960-1970’er tankegang synes det.

Ihvertfald er hans fotografier 2 tinge: de er fucking classy, og de er fucking sexede.