Toco-Oco

Kunstlegetøj supreme

Som så mange nu gjorde back in the day før Tinder, mødte Lara Alcântara og Guilherme Neumann hinanden på en bar. De faldt i snak, og fandt hurtigt ud af, at de begge studerede kunst på det samme universitet i São Paulo, og faktisk havde vildt meget tilfælles.

Den samtale sluttede aldrig rigtigt, og ledte til 2 af deres største samarbejdsprojekter nogensinde.

Den ene var deres søn Otto, som jo er et meget naturligt udfald mellem 2 mennesker der rigtig godt kan lide hinanden.

Det andet var Toco-Oco, som er det artiklen her handler om.

Men en kollektion af farverige, finurlige, originale, og sådan generelt utroligt ønskværdige samlefigurer, har Lara Alcântara og Guilherme Neumann med Toco-Oco skabt en hel ny måde at udtrykke deres kunst på.

Toco-Oco projektet startede tilbage i 2012 hvor parret besluttede sig for at forlade São Paulo’s fine kunstgallerier, for i stedet at producere kunstlegetøj til børn.

Som tiden gik, udviklede projektet sig dog i utrolige retninger, og hvad der startede som en slags mindre legetøjsfabrik, forvandlede sig langsomt til en forretningsmodel centreret omkring samlerskulpturer.

Den røde tråd i deres oeuvre af fabelagtige figurer er en slags fiktion-mytologisk alternativ verden af animalsk vidunder. Nysgerrighed synes at være nettet der vikler det hele ind.

Toco-Oco figurerne er skulpteret af en kombination af træ, harpiks, stof, ler og voks. Designmæssigt har vi gøre med et større virvar af karakterer iklædt alt fra masker, dragter og kostumer, alle påtrykt et sammensurium af følelser, ideer og symboler.

Som parret selv udtaler, lever væsenerne i en “verden meget lig vores egen, fuld af uretfærdigheder, men også fuld af håb.”

Det er en samlet fortælling forankret i det mystiske, det naturlige, og det spirituelle. Altsammen i forsøget på at rede den større forbindelse væsen-væsen imellem.

Hvad opstår er en slags spænding mellem det høflige og civiliserede, og så det naturlige instinkt for kaos. Buzzordene er vild, rå, nådeløs. En kamp mellem det tilladte og det undertrykte, som æstetikgjort af design.

Hvis man var kunstteoretiker ville man nok sige at det er en dialoginvitation om bevidsthedsspørgsmålet.

 


tocooco.com